Brug dagslyset i dine mobilvideo’er.

Når du optager din mobilvideo, er lys en af de allervigtigste faktorer for at få et godt resultat. Man kan købe forskellige lamper i forskellige prisklasser, og der er selvfølgelig intet til hinder for at du bruger ekstraudstyr som lamper osv, men da du kan optage fantastiske videoer på din mobiltelefon, blot ved hjælp af dagslys, så handler denne artikel om hvordan du bedst bruger dagslyset i dine mobilvideoer.

Jeg gennemgår her 3 ting med dagslys du skal være opmærksom på, når du optager din mobilvideo.

 

  1. Optage udendørs i dagslys (solskin)
  2. Optage udendørs i dagslys (overskyet)
  3. Optage indendørs i dagslys

 

Optage udendørs i dagslys (solskin)

Umiddelbart skulle man tro at denne løsning var den bedste, da der her er fuld knald på den helt naturlige spotlight Solen, men det er absolut ikke tilfældet. I solen kniber man øjnene sammen, og kontrasterne bliver meget ’hårde’, og ikke så runde og ’bløde’ i linjerne, som man kunne ønske. De flotte reklamefotos man ser der er optaget på solbeskinnede strande, er altid optaget med kunstigt lys og skærme, da solen simpelthen giver disse alt for hårde kontraster. Hvis du skal filme en dag solen skinner, så find et sted med skygge, og sørg for at der virkelig er skygge i hele kameraets synsfelt. Hvis du filmer i skyggen, og falder for fristelsen til at filme mod en solbeskinnet plet i baggrunden – ja så bliver den plet helt oplyst, og det du filmer i forgrunden, vil blive helt mørkt. Dette skyldes at kameraet ikke kan kompensere for både det lyse og det mørke på én gang, og det vælger så en af delene. Resultatet bliver at det mørke enten bliver alt for mørkt, eller det lyse bliver alt for lyst. Prøv dig frem imens at du kigger i dit kamera på mobilen, indtil du finder det rigtige sted at filme.

 

Optage udendørs i dagslys (overskyet)

Optag derimod dine videoer når det er overskyet – det lyder måske tosset, men det giver som regel et rigtig godt resultat. Lyset bliver blødere, og ikke så skarpt og kontrastfyldt som ved sollys. Kameraerne i mobiltelefoner, er efterhånden af en så supergod kvalitet, at man virkelig får nogle gode resultater på overskyede dage. En god huskeregel er dog at man lige skal finde ud af hvor solen står – selvom du ikke kan se den – og så optage med ryggen til solen, således at du ikke filmer i modlys. Så igen, hvis du ikke ved hvilken retning solen er i, så prøv dig frem imens at du kigger i dit kamera på mobilen. Drej rundt indtil du finder den rigtige retning at filme i.

 

Optage indendørs i dagslys

Hvis du optager indendørs er det ligemeget om solen skinner eller ej. Hvis solen skinner ind i rummet, så drej persiennerne sådan at du ikke får solen direkte på dig da du ellers vil opleve det samme kontrastproblem som hvis du var ude i solskinnet. Hvis det er MEGET overskyet udenfor, så skal du tæt hen til vinduet, for at opnå et godt resultat. Når du filmer indenfor skal du desuden være opmærksom på at du ALTID skal sidde/stå med ansigtet vendt imod et vindue. Hvis du sidder med ryggen mod et vindue og filmer (fordi du måske gerne vil have den fine udsigt med), så opnår du det, at du får den fine udsigt med men intet andet, og du bliver ganske mørk i ansigtet. Jo tættere du er ved vinduet, jo mere opnår du også at man kan se nogle skinnende prikker i dine øjne, der gør dem flotte og levende.

Video optaget i direkte stærkt solskin

Video optaget indenfor i modlys

Video optaget indenfor med ansigt vendt imod vindue – bemærk lysprikkerne i øjnene